Spar 2675 kr. når du besøger fem øer

13.03.2017 Aktuelt

Det bliver markant billigere at sejle med færgerne, når statens tilskud sætter ind. Den billige sæson starter ved nogle øer i dag, og hen over den næste måned bliver der billigere billetter at hente, når man besøger de danske øer.

Den billige færgesæson bliver for alvor skudt i gang i dag, hvor tilskuddet til ø-færger træder i kraft. Det starter med ruten fra Esbjerg til Fanø, og hen over de næste uger bliver der åbnet op for statsstøttede billetter til vores øer.

Beregninger fra Danmarks Rederiforening viser, at man raskt væk sparer halvdelen ved at sejle i den billige sæson. Tager man et ø-hop rundt til de fem største øer, Bornholm, Fanø, Læsø, Samsø og Ærø, kan det betyde en besparelse på knap 2.675 kr. Det kan ikke bare mærkes på pengepungen, men også på interessen for at besøge øerne.

Tilskudsordningen havde premiere i efteråret, hvor det var en stor succes for øernes turisme. Den succes var en af grundene til, at regeringen og Dansk Folkeparti i Finansloven afsatte penge til at brede ordningen ud til hele året uden for højsæsonen. Tiltaget bakkes også op af det øvrige Folketing, og det er godt nyt for både færger, øer og øernes erhvervsliv, mener direktør Jakob Ullegård fra Danmarks Rederiforening:

”Det er en ordning, som har vist sit værd, og som fuldt indfaset kommer til at gælde hele året undtagen i højsæsonen. Vi er enige i, at redskabet er effektivt i forhold til målet om at skabe aktivitet på øerne, og jeg glæder mig over den indbyggede, brede politiske anerkendelse af, at færgefarten til øerne er essentiel for at sikre vækst i hele Danmark,” siger Jakob Ullegård.

Ruten mellem Frederikshavn og Læsø er en af de ruter, der om i de næste uger åbner op for billigere færgebilletter. Efterårets forsøgsordning skabte travlhed på færgerne, hvor man oplevede en stigning på 30 pct. i perioden fra august til oktober 2016. Færgeselskabet Læsø forventer samme effekt de kommende måneder.

”I eftersommeren 2016 havde vi stor succes med at sænke færgebilletterne. Der var et massivt løft både når det gjaldt passagerer, biler og campingvogne. Det forventer vi gentager sig i de kommende måneder, så vi ser frem til at tage mod mange nye kunder, når vi igen sætter billetprisen massivt ned som følge af billettilskuddet,” siger Lars Simoen Rieks, adm. direktør i Færgeselskabet Læsø.

Turen til Læsø med bil bliver 65 pct. billigere fra d. 1. april, men allerede i dag er der 53 pct. at spare på turen til Fanø og på torsdag bliver det op til 56 pct. billigere at komme til Samsø fra Jylland. Forårsturen til øerne bliver dermed væsentligt billigere end de foregående år, hvilket stiller store krav til erhvervslivet og turismen på øerne.

”Vi så i efteråret, at det ikke var hele turisterhvervet på øerne, som var forberedt på de mange gæster udenfor højsæsonen. Men jeg stoler på, at alle har taget bestik af efterårets succes, så man er klar til at give de ekstra gæster en super oplevelse,” siger Jakob Ullegård.

Læs mere om ordningen herunder 

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.

Kontaktpersoner

  1. Jakob Ullegård
    Direktør, Danske Rederier
    Mobil:   +45 5115 6008
  2. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:   +45 2613 6935

Tilmeld nyheder

Tilmeld til 'Seneste nyt' og du får en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Rederiforeningen. Tilmeld dig Kompas og modtag Rederiforeningens elektroniske nyhedsbrev.