Alle nyheder

04. december 2018

Nyhed

Stærk vækst i shipping trainees kan udvide uddannelse

Rederierne tilmelder trainees til den internationale shippinguddannelse som aldrig før - nu kan en udvidelse være på vej

Tilgangen til rederiernes toårige internationale shippinguddannelse The Commercial Shipping Program er nu så stigende, at Danske Rederier vil oprette yderligere et hold af trainees, hvis tendensen fortsætter.

Dermed kan optagelsen for næste år for holdet 2019-2021 ende med at blive fordelt på to hold.

Sådan ser det i hvert fald ud efter, at rederierne i år har tilmeldt 56 trainees for holdet 2018-2020, der blev påbegyndt i september. Det er nær en fordobling, set i forhold til det forrige hold 2017-2019.

”Rederierne har for alvor rettet blikket mod at få uddannet flere trainees til erhvervet, hvilket gør, at vi nu kigger på at udvide uddannelsen med et ekstra hold. Der har især været en stærk tilgang af trainees fra bunkerselskaberne, hvilket vi er meget glade for,” siger Christian Kjærgaard-Winther, der i Danske Rederier er ansvarlig for Danish Shipping Academy, som The Commercial Shipping Program er en del af.

Shippinguddannelsen, der blev etableret i 2012, hvor en række rederier og Danske Rederier gik sammen om at skabe en ny uddannelse, hvor branchekendskab, netværk og teori gik hånd i hånd. I dag kommer de fleste trainees direkte fra en videregående uddannelse.

”Uddannelsen har været igennem en udvikling både i forhold til indhold og dem, der tilmeldes. I dag kommer de fleste, der begynder på uddannelsen med en bachelorgrad fra universiteterne eller handelshøjskolerne i hånden,” siger Bent Bergsten, der i Danske Rederier er uddannelseskonsulent for The Commercial Shipping Program.

De 56 trainees, der blev optaget på uddannelsen i år, kommer oven i de 165 dimittender fra shippingakademiet, der igennem årene allerede har gennemført uddannelsen og modtaget deres eksamensbeviser.

Tidligere dimittender fra Danish Shipping Academy