Alle nyheder

13. januar 2021

Nyhed

Stærkt dansk signal i Hormuz

Danmark overtager i dag kommandoen med den europæiske Emasoh-mission i Hormuz. Et vigtigt signal om at retten til fri sejlads er en prioritet for Danmark, mener Danske Rederier.

Fra i dag står Danmark i spidsen for den europæiske mission, som skal skabe tryghed og sikkerhed for den globale skibsfart i Hormuzstrædet mellem Iran og Den Arabiske Halvø.

 

Danmark overtager kommandoen over flådemissionen, som er den militære del af Emasoh fra Frankrig. De næste seks måneder vil dermed være med dansk ledelse af missionen.

 

”Som verdens femtestørste søfartsnation har Danmark en klar interesse i at sikre sikkerhed og stabilitet for handelsflåden rundt om i verden. Nu overtager Danmark kommandoen over Emasoh-missionen i Hormuz, og viser verden, at det er en stærk prioritet for Danmark at sikre retten til fri sejlads. Det er vi meget glade for i Danske Rederier,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

 

Emasoh står for ”European Maritime Awareness in The Strait of Hormuz”. 20 – 30 procent af verdens energitransport går gennem strædet, og cirka seks procent af danske rederiers eksport kommer fra Mellemøsten.

 

”Hver måned sejler 150-170 dansk opererede skibe gennem Hormuzstrædet, som er en meget vigtig handelsrute. Danmarks tilstedeværelse med fregatten Ivar Huitfeldt i området sidste efterår har vist, at man kan regne med os i internationale missioner, når den civile skibsfart skal beskyttes. Det kan vi som søfartsnation være stolte af,” siger Anne H. Steffensen.