Alle nyheder

26. september 2019

Nyhed

Terntank får tysk miljøpris

Terntank Rederi A/S fik i denne uge en pris i Tyskland for at have den mest klima- og miljøvenlige flåde. Rederiet har siden 2011 arbejdet målrettet med at begrænse skibenes brændstofforbrug og udledninger.

Af alle de skibe, der anløb de store havne i Bremen og i Bremerhaven 2018, udledte skibene fra rederiet Terntank Rederi A/S med hovedsæde i Skagen færrest skadelige stoffer.

Derfor har det fået prisen for at have den "mest klima- og miljøvenlige flåde" på konferencen "Sustainable Shipping” afholdt i Bremen.

Bremenports administrerende direktør Robert Howe begrunder prisen således i en pressemeddelelse:

"Terntank er et skridt foran lovgiverne og arbejder kontinuerligt og med bevist succes for at forbedre flådens klima- og miljømæssige aftryk. Terntank er en rollemodel når det kommer til at gøre skibsfarten mere ren.”

Del af grønt partnerskab

En del af grunden til, at Terntank Rederi A/S kan tage prisen foran en række konkurrenter, er, at deres flåde i stor stil er drevet af LNG (flydende naturgas).

Terntank Rederi A/S søsatte i 2016/17 fire nye tankskibe, der sejler på LNG. Dermed har rederiet kunnet reducere udledningen af skadelige stoffer fra deres skibe, der alle sejler under dansk flag, markant.

Terntank er naturligt nok stolt over prisen.

”Vi har nu i flere år arbejdet målrettet på at gøre vores flåde af tankskibe så klima- og miljøvenlige som muligt. Derfor ser jeg det som et skulderklap og en opfordring til at fortsætte i den retning,” siger Jens P. Buchhave, der er administrerende direktør i Terntank Rederi A/S.

De fire tankskibe søsat i 2016/17 er delvist støttet af EU, og finansieringen er bl.a. blevet sikret gennem et samarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond.

”Det giver god mening at omstille til en grønne skibsfart. Vi kan se, at flere af vores kunder efterspørger det, og samtidig giver flere havne nu rabat, hvis vi anløber med et skib, der sejler på LNG,” siger Jens P. Buchhave.

 

Fakta

Terntank Rederi A/S vandt en pris for at have:

Best Environmental Performance regarding air pollutants based on a fleet average ESI* (Environmental Ship Index). score of 82,4 points achieved during port calls to the ports of Bremen and Bremerhaven in 2018”.

*ESI er sammensat af delvise vurderinger i point for emissioner af nitrogenoxider, svovloxider og kuldioxid og giver yderligere point, hvis skibet har en landstrømforbindelse. ESI-score varierer fra 0 til 100, hvor nul er lig med FNs maritime organisation IMOs grænser.

Terntank driver en flåde af 10 tankskibe på dansk flag.