Alle nyheder

13. december 2018

Nyhed

Transportøransvaret fastholdes

I dag har Folketinget vedtaget at opretholde muligheden for at pålægge blandt andre færgerederier ansvar for at kontrollere rejsendes identitet – det såkaldte transportøransvar. Udlændinge- og integrationsministeren skal i folketingsåret 2023-24, altså om fem år, revidere, om muligheden for transportansvar fortsat skal eksistere.

Reglerne om mulighed for at pålægge transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol trådte i kraft i januar 2016, hvor et stort antal flygtninge og migranter krydsede grænsen til Europa og dermed også til Danmark efterfølgende. Regeringen fandt dog ikke anledning til at aktivere transportøransvaret i den forbindelse.

Danske Rederier synes ikke, at lovforslaget indeholder en sandsynliggørelse af behovet for fortsat opretholdelse af transportøransvaret. Danske Rederier har den overordnede holdning, at ID-kontrol er en myndighedsopgave, som både kan være vanskelig at løfte for rederierne og samtidig kan være en urimelig økonomisk byrde.

”Det er ærgerligt, at transportøransvarsreglerne bibeholdes. Det er svært at se, at det giver mening, da det ikke har været nødvendigt at anvende det tidligere for at sikre en effektiv grænsekontrol,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.  

Hvis myndighederne alligevel i en given situation pålægger rederierne et transportøransvar, mener Danske Rederier, at rederierne skal kompenseres økonomisk for denne samfundsopgave, ligesom svenske rederier blev det, da transportøransvaret blev indført i Sverige i 2016.

”Når man nu har valgt at bibeholde transportøransvaret, havde vi gerne set det skrevet ind i loven, at rederierne kompenseres økonomisk, hvis transportøransvaret bliver aktiveret. Det er også i tråd med, hvad blev sagt under førstebehandlingen af lovforslaget af Radikale Venstre og Alternativet, og det bakker vi fuldt op om,” lyder det fra Jacob K. Clasen.

 

Fakta:

  • Transportøransvaret betyder, at transportører, fx færgerederier, har ansvar for at kontrollere rejsendes identitet
  • Muligheden for at pålægge transportøransvar trådte i kraft i januar 2016
  • Udlændinge- og integrationsministeriet kan beslutte, at reglerne om transportøransvar, der gælder i forhold til de ydre Schengengrænser, også skal anvendes ved indrejsekontrol ved de indre Schengengrænser. En transportør kan altså pålægges at kontrollere rejselegitimation og visum for udlændinge, der bringes her til landet.