Alle nyheder

28. februar 2019

Nyhed

Unge tager godt imod ny praktikportal

Den nye maritime praktikportal, Blå Praktik, er kommet godt fra start med hele 150 studerende, som allerede søger praktikplads derinde. Resultatet kommer efter blot en måneds levetid. Nu opfordrer Danske Rederier alle rederier til at oprette en profil på siden.

I en måned har de studerende, rederierne og uddannelsesstederne haft adgang til den nye praktikportal, Blå Praktik. Specielt de studerende har taget godt imod de nye muligheder for at komme i kontakt med rederierne.

Det er en god start taget i betragtning af, at Blå Praktik er i en opstartsfase og kun har været i gang siden 1. februar, mener Danske Rederier.

”Jeg synes, det er rigtig dejligt, at så mange studerende allerede har oprettet en profil på vores portal”, siger Anne Panknin Kristensen, Maritim praktikkoordinator, Danske Rederier.  Nu håber hun bare på at flere rederier følger trop, forsætter hun.

”Blå Praktik giver ikke kun mulighed for at se stillingsopslag, men siden giver også mulighed for at se rederiernes profiler. Her håber vi jo også på, at elever og studerende vil blive inspirerede til at forfølge deres drømme til søs”, siger hun.

Siden lanceringen af Blå Praktik er der blevet udbudt 60 praktikårsværk. Danske Rederier vurderer, at endnu flere vil benytte portalen inden for kort tid.

”Mit hovedfokus er lige nu at udbrede brugen af Blå Praktik, hos rederierne og bygge videre på den bro, der nu er skabt mellem Det Blå Danmark og de unge, så den giver størst udbytte for begge parter”, siger Anne Panknin Kristensen, Maritim praktikkoordinator, Danske Rederier, og tilføjer.

”Det er jo et utroligt enkelt system, som gør det nemt for rederierne til at søge nye praktikanter, men portalen giver også rederierne mulighed for at vise de unge de mange muligheder der er i Det Blå Danmark”, siger hun.

Danske Rederiers praktikkontor står klar til at hjælpe både studerende og rederier med at oprette profiler på Blå Praktik.