Alle nyheder

26. november 2020

Nyhed

Vaccinestrategi: Husk de søfarende

Med en COVID-19 vaccine lige rundt om hjørnet forhandler politikerne lige nu om, hvem der skal have de første vacciner. Da de søfarende er essentielle i at holde forsyningskæderne åbne, bør de prioriteres i første bølge.

75 procent af alle de varer, Danmark importerer, er kommet hertil om bord på et skib.

Dermed spiller de søfarende en essentiel rolle i at holde forsyningslinjerne til Danmark åbne, og derfor bør de betragtes som nøglemedarbejdere og få nogle af de første vacciner, mener Danske Rederier.

”Ligesom sundhedspersonalet, politibetjente og andre grupper er afgørende for at holde et samfund kørende under en pandemi, så spiller de søfarende også en uhyre vigtig rolle, ” siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Hun opfordrer derfor politikerne til at huske de søfarende, mens de i disse dage sidder og forhandler om, hvem der skal have de første vacciner mod COVID-19.

”Vi glemmer dem ofte, da de for den almindelige dansker ikke er synlige i hverdagen, men de søfarende er helt afgørende i forhold til at holde os alle sammen forsynet med mad, medicin og andre fornødenheder. Derfor skal de selvfølgelig være blandt de første, der får en vaccine,” siger Anne W. Trolle.

Vaccinerne mod COVID-19 forventes snart godkendt og klar til brug.