Alle nyheder

25. maj 2018

Nyhed

Vækst kræver international arbejdskraft

Rederierne mangler hænder til at løfte opgaverne, derfor er det afgørende, at de kan tiltrække arbejdskraft fra udlandet, hvis de skal sikre fortsat vækst.

Kvalificeret arbejdskraft kan blive en mangelvarer i fremtiden for Danmarks store eksporterhverv – de FEM STYRKER – som inkluderer Danske Rederier, Landbrug og Fødevarer, Lægemiddelindustriforeningen, HORESTA og Dansk Energi.

Ved en konference på Christiansborg fredag satte de FEM STYRKER  fokus på, at fortsat vækst i eksporterhvervene kræver, at der hentes talenter på tværs af grænserne, samtidig med man opretholder fokus på uddannelse i Danmark. Det var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) enig i, og regeringen er derfor på vej med initiativer, der skal lette nogle af de bureaukratiske udfordringer, som virksomheder når der skal hyres international arbejdskraft.

”Hvis man skal holde hånden under opsvinget, så er det afgørende, at man kan få den arbejdskraft, der skal til, så virksomhederne ikke kommer i den situation, at de må sige nej til ordrer, eller tvinges til at udvide virksomhede udenfor Danmark” siger Troels Lund Poulsen.

Danske Rederiers adm. direktør Anne H. Steffensen understregede, at rederierhvervet er et globalt erhverv, og netop derfor er det afgørende at kunne tiltrække dygtige folk fra hele verden, samtidig med at man sikrer, at de danske uddannelser kan tiltrække fremtidens arbejdskraft. Hun ser derfor frem til regeringens bebudede nye initativer I Rederiet NORDEN ser man netop et behov for både at kunne tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft både i og udenfor Danmark.

”To tredjedele af værdiskabelsen i shipping foregår udenfor EU. Vi er derfor afhængige af mobilitet for ansatte, og det kræver noget særligt at tiltrække international arbejdskraft.  Danmark er i dag verdens sjette største søfartsnation. Hvis vi skal fortsætte den gode udvikling er det afgørende, at det ikke gøres vanskeligere at flytte højt kvalificerede medarbejdere over den danske grænse.” siger Nicolai Bro Jöhncke, Head of Corporate Communications and CSR i Rederiet NORDEN. 

Politikerne fra både rød og blå fløj anerkender behovet for international arbejdskraft.

”Alle tre partier i regeringen ønsker at udvide muligheden for at få arbejdskraft fra udlandet til Danmark. Derfor har vi også været kede af, at der har været begrænset mulighed for det. Vi risikerer at stå i samme situation som i 00’erne, hvor konkurrenceevnen forringes,” siger erhvervsordfører i Liberal Alliance Joachim B. Olsen.

I Socialdemokratiet er man enige i, at der skal gøres noget, men mener, at man skal have fokus på dansk og europæisk arbejdskraft.

”Det er uhyre vigtigt, at de der gerne vil et opsving finder en fælles løsning på tværs af partier på Christiansborg. Arbejdskraftsituationen er yderst relevant. Der er ingen tvivl om at der skal kigges på systemer, behov og regulering, så vi kan sikre, den fremgang vi har, kan holdes på sporet,” siger Morten Bødskov (S), formand for erhvervsudvalget.