Verdensøkonomien i bedste form siden finanskrisen

27.07.2017 Aktuelt

Verden er ved at lægge finanskrisen bag sig én gang for alle. Det mener Citi Research, der ser bedring i BNP og virksomhedernes indtjening. Væksten er drevet af otte ud af verdens ti største økonomier og trækker resten af verden med op. Det er godt nyt for Danmark og skibsfarten.

Der har længe været grå skyer over verdensøkonomien, men nu er solen begyndt at skinne igennem over hele linjen. Fremgang i både BNP, aktiemarkeder og virksomhedernes indtjening betyder, at vi for første gang siden 2010, hvor verdensøkonomien slikkede sine sår oven på et katastrofalt 2009, har gang i et globalt, synkront opsving, ifølge den halvårlige markedsanalyse fra amerikanske Citi Research.

Blandt årsagerne til opsvinget er en moderat økonomisk vækst koblet med lav inflation, som giver en høj realvækst. De lave renter har gødet jorden for nye investeringer i produktionsudstyr, hvilket øger effektiviteten i industrisektoren. De store økonomiers industri har nu alle positive PMI-indeks, hvilket måler både aktuel aktivitet og forventninger til fremtiden. Det skaber flere jobs og et øget transportbehov – og det er godt nyt for Danmark.

”Danmark er en eksportnation, og det gælder især for skibsfarten, der opererer globalt og eksporterer mere end to tredjedele af sin eksport uden for EU. Derfor er vi rigtigt glade for at se, at verdensøkonomien har genfundet formen så vi endeligt kan lægge finanskrisen bag os,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Rederierne har oplevet svage fragtrater i tørlast- og containersegmentet siden 2011, hvor markederne havde forvekslet bedringen i 2010 med en tilbagevending til tidligere tiders opsving. Derfor blev der igen bestilt for mange skibe.

Et synkront, globalt opsving kan være en del af løsningen for de store udfordringer, som skibsfarten står med.

”Den globale skibsfart står i dag med en overkapacitet, som er helt uholdbar i længden og kun kan løses ved mere ophugning, færre bestillinger på skibe eller mere vækst. Vi ser gerne, at væksten bliver svaret,” siger Anne H. Steffensen.

Skibsfarten i en årrække stået for ca. 20 pct. af den totale danske eksport, men faldt i 2016 til under 170 mia. kr. pga. lave fragtrater. Skibsfarten vendte dog trenden i fjerde kvartal og har holdt tempoet ind i 2017. Derfor forventer Danske Rederier en højere eksport i år end sidste år.

Tilmeld nyheder

Meld dig til 'Seneste nyt' og du får automatisk en meddelelse pr. mail, når der er nyt fra Danske Rederier.

Kontaktpersoner

  1. Lisbeth Kjær Larsen
    Kommunikationsrådgiver, Danske Rederier
    Mobil:  +45 2613 6935