Alle nyheder

04. marts 2019

Nyhed

Videndeling og samarbejde skal bekæmpe cyberkriminalitet

Samarbejde og videndeling er vejen til øget digital sikkerhed blandt rederierne. Sådan lyder det fra Danske Rederier, der vil sætte fokus på at bekæmpe den cyberkriminalitet, der går efter at ramme søfarten.

It-kriminalitet og forsøg på cyberspionage kan blive en kedelig virkelighed for rederierne, hvis ikke den maritime sektor har samme opmærksomhed på den digitale sikkerhed, der igennem mange år har været på den fysiske sikkerhed. Det mener Danske Rederier på baggrund af blandt andet en offentliggjort trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed, som tager cybertrusler og søfart under behandling.

”Det er vigtigt, at der samarbejdes på tværs af sektorer for at imødegå truslen fra blandt andet cyberkriminelle. Videndeling om særlige udfordringer og erfaringer, er et af midlerne, der vil få os alle sammen til at stå stærkere”, siger Asbjørn Overgaard Christiansen, fungerende direktør i Danske Rederier.

Han peger på, at videndeling og samarbejdet i branchen er et af 2019 delmålene i Søfartsstyrelsens strategi for cyber- og informationssikkerhed for søfartssektorens.

Helt konkret handler vidensdeling i søfartssektoren om at samarbejde på tværs af de enkelte fagområder i erhvervet samt udnytte den cyber- og informationssikkerhedsviden, der allerede eksisterer i de enkelte myndigheder og virksomheder inden for søfartssektoren. Og her kan Danske Rederier spille en væsentlig rolle.

”Danske Rederier kender medlemsrederiernes hverdag, virkelighed og behov. Og vi vil gerne spille en vigtig rolle i samarbejdet med myndighederne om at der skabes øget opmærksomhed om de cyberudfordringer, vi alle står i, når stadig flere ting bliver digitaliseret og integreret”, forklarer Asbjørn Overgaard Christiansen.

Videndelingen skal også foregå på tværs af forskellige brancher. De samfundskritiske sektorer har nemlig skabt en cyberalliance, hvor de deler viden og strategier for at øge den generelle cybersikkerhed i Danmark. Alliancen består af finans, energi, tele, sundhed og søfart.

Cyberalliancen afholder morgenmøde hos Danske Rederier onsdag den 6. marts.

Formålet med mødet er at dele erfaringer med hinanden og blive klogere på, hvordan de forskellige sektorer går strategisk til arbejdet med cybersikkerhed.

Du kan læse mere om arrangement her.