Alle nyheder

08. januar 2021

Nyhed

Vil du sætte tal på Danmarks største eksporterhverv?

Danske Rederier søger en talglad erhvervspolitisk konsulent, der kan se den gode historie og brænder for at levere skarpe indsigter i erhvervet.

Kan du vride gode historier ud af Excel ark og databaser? Sætter du en ære i korrekte fakta, og interesserer du dig for politik og samfundsforhold?

Så er det måske dig, vi har brug for som analytiker i Danske Rederier.

Data, analyser og gode historier

Du vil blive en del af Erhvervspolitik og Analyse, som arbejder for konkurrencedygtige rammer for skibsfarten. Her vil du blive omdrejningspunktet for Danske Rederiers arbejde med data og analyse. Det indebærer, at du udarbejder ad hoc analyser af markeder og centrale shipping-relaterede erhvervsøkonomiske problemstillinger, som indgår i Danske Rederiers løbende interessevaretagelse og kommunikation.

Derudover vil du med hjælp fra vores studenter stå for vores medlems-surveys og for at vedligeholde vores vidensbank over flådeudvikling, beskæftigelse, international handel m.v. Både data og analyser er meget efterspurgte af kolleger, medier og andre eksterne samarbejdspartnere.

En central del af jobbet er at understøtte Danske Rederiers kommunikation med omverdenen med fakta og nye vinkler. Du skal støbe de kugler, dine kommende kollegaer i presseafdelingen afsætter til journalister. Det er derfor vigtigt, at du kan omsætte tal og tendenser til klar tale og skarpe vinkler.

Du får rig mulighed for at oparbejde et netværk blandt relevante offentlige myndigheder, de danske rederier og andre danske og internationale samarbejdspartnere.

Attraktiv arbejdsplads

Du bliver en central del af en moderne og åben erhvervsorganisation, hvor der er plads til stor personlig udfoldelse og fladt hierarki. Vi byder nye ideer velkomne og lægger vægt på at være en arbejdsplads, hvor vi arbejder mod fælles mål ad nye veje. Da data er grundlæggende for dine analyser, vil du have adgang til en række anerkendte dataplatforme.

Samtidig kan du se frem til udfordrende opgaver i et spændende og krævende miljø med dygtige og samarbejdsorienterede kollegaer.

Løn efter kvalifikationer.

Din profil

  • en samfundsvidenskabelig eller økonomisk baggrund (cand. scient pol., cand. polit, cand. merc eller lignende)
  • gerne et par års erfaring fra ansættelse hos relevant myndighed, en interesseorganisation, konsulentfirma eller lignende
  • er glad for databehandling og analyse
  • brænder for at fortælle historier baseret på databaserede analyser
  • har interesse for samfundsforhold og politik
  • er grundig, troværdig og sætter en ære i at levere kvalitet
  • trives med både korte og lange deadlines
  • er selvstændig og samarbejdsorienteret samt tør opsøge ansvar
  • er velformuleret både i tale og på skrift – også på engelsk
  • er en fleksibel holdspiller med engagement og godt humør
  • superbruger af Excel og kompetent bruger af Power BI

Vi glæder os til at høre fra dig

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte viceadm. direktør, Erhvervspolitik og Analyse Jacob K. Clasen på tlf. 30 23 19 73.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV og relevante bilag på mail HR@danishshipping.dk senest torsdag den 21. januar 2021. Du skal i emnefeltet på mailen angive ”analytiker”.

Vi håber at afholde samtaler i slutningen af januar.

Danske Rederier
Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber 95.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed overfor sine omgivelser med stærk konkurrenceevne. Danske rederier står for omkring 17 procent af den samlede danske eksport. Se mere på www.danishshipping.dk.